Århus Garden

Spiller bare bedre og har gjort det i over 50 år! Garden blev stiftet af Carl Tschentscher i 1955.
Uniformen er en tro kopi af Den kongelige Livgardes uniform, og over 700 piger har i årenes løb med stolthed båret uniformen. Garden består i dag af 30 velspillende gardere i alderen 8-23 år.
Århus Pigegarde består af et trommekorps, der spiller på trommer og et harmoniorkester, der spiller på messinginstrumenter, træblæsere og fløjter.
Når garden trækker op med march, tattoo og tappenstreg skabes der stemning overalt. Århus Pigegarde sætter gang i et hvilket som helst arrangement i alt slags vejr og under alle forhold. Garden optræder altid velforberedte, høflige og med takt.
Århus Pigegarde er hjemmehørende i Tivoli Friheden i Århus, hvor AAG-huset har ligget siden 1968. Garden spiller mange gange i løbet af sæsonen for Frihedens gæster og ellers overalt, hvor der kaldes på garden. Til offentlige såvel som private arrangementer. Garden har gennem årene spillet over hele Europa, USA, Canada og i Taiwan.
Aarhus Garden, nu med drenge….
Initiativet betyder at den hæderkronede gamle Aarhus Pigegarde skifter navn til Aarhus Garden. MEN dette er ikke et udtryk for, at alt det gamle vil blive glemt. Aarhus Garden vil opstå og udgå fra Aarhus Pigegarde og følge deres traditioner og ideer. De nuværende medlemmer af pigegarden vil følge med over i den blandede garde og det er klart at man glæder sig til, at få en hel del drenge med til at spille på bl.a. Aarhus Tappenstreg, som har været Pigegardens kendingsmelodi i mange år.
Pigerne har for nylig også oprettet et nyt trommekorps i garden, som man venter sig meget af. Der ud over består garden også af et velspillende harmoniorkester. Begge steder er man klar til at byde drengene velkommen på diverse blæseinstrumenter og trommer. Både drenge og piger kan starte når de er 9 år.
Erfaringen fra andre steder i landet viser at blandingen af piger og drenge i garderkorps er positivt og inspirerende. Disse erfaringer har naturligvis været med i overvejelserne ved oprettelsen af Aarhus Garden.