Michael Schøt
Få komikere går med vilje derhen, hvor de ikke må. Og færre af dem slipper fra det med stil og livet i behold. Michael Schøt er en af dem. Hans humor er på én gang venlig og imødekommende, men også skarp, og han taler ikke nødvendigvis publikum efter munden. Med sine nogle og 30 år og 10 års erfaring på stand-up scenen, er Schøt både en ung mand og en gammel komiker, en kombination der har været optimal for mange forskellige publikummer.
Michael Schøt kunne i april 2012 opleves på turné med sit meget omtalte one man show “Schøt happens”, i efteråret 2012 på TV2 Zulu som underholdende ankerperson på “Zulu News” og på landevejen igen i 2013 med “Kunstigt Intelligent”.
I efteråret 2015 kaster Schøt endnu engang et satirisk blik på det danske samfund i sit nye one man show “Ytringspligt!”. Alle danskere er enige om, at vi har ytringsfrihed og vi bruger den med stor iver til at kritisere alt og alle – undtagen os selv. En klassisk dansk familiefest er jo selvcensurens højborg, en buffet af usagte sandheder og hvide løgne. Men falder snakken på muslimer, så skal sandhederne nok komme på bordet, hårdt og kontant, for vi har jo ytringsfrihed! Men spørgsmålet er, om der ikke følger en pligt med. En pligt til at bruge ytringsfriheden på os selv også? Showet får bl.a. fem stjerner i BT, der også skriver: “retorik og ægte standup-rock’n’roll på samme tid.”