Geo

Med Geo er der ingen kedelige middelveje. Hans shows er konsekvente, langt ude og af en ganske særlig klasse. Hverdagens banaliteter twistes til forunderlig uigenkendelighed. Og intellektuelle betragtninger kontrasteres af en imponerende og kropslig mimik. Med smittende energi og galskaben i behold holder han publikum på kanten af sædet og grinet solidt plantet i ansigtet. Geos suveræne timing vender, drejer og overrasker med skøre indfald og indholdsrig debatteren, som lader latteren rulle, mens de små grå arbejder … For tag endelig ikke fejl, bag galskaben hviler en glimrende begavelse, som man blandt andet også har nydt godt af i hans værtsroller ved “Comedy Aid” 2011 og på Radio24syv. Efter et længere forløb med sygdom er Geo blevet erklæret kræftfri. Han har skrevet en bog om kampen mod kræften “Ikk’ For Sjov”, der hurtigt kom på bestsellerlisten herhjemme og også førte til det følelsesladede og sygt sjove one man showet “Kemo og comedy”, som nu er ude på dvd.

Geo var sammen med Brian Mørk vært for Comedy Aid 2015 der samlede ind til Red Barnet og deres arbejde for at bekæmpe mobning.