Tailors

De kan godt sidde stille og spille hyggemusik under middagen. De gør det faktisk gerne. Men når bordene bliver ryddet, og dansegulvet åbner, så er freden forbi. Så bliver trioen Tailors nemlig forvandlet til det danseorkester, der gør festen til noget, gæsterne vil tale om i lang tid efter. Orkestrets egen historie spænder over fem årtier. Repertoiret over endnu flere.

Der er ikke mange danske bands, der har underholdt publikum i fem forskellige årtier. Det har Tailors. Siden starten i 1978 har orkestret, der i dag er en trio, stået på scener og blokvogne i haller og på markedspladser over hele Danmark og leveret varen: Årtiers hits for enhver smag og for publikum I alle aldre.

Repertoiret spænder fra Smokie til Springsteen, fra Ed Sheeran til Dodo & The Dodos og fra Laban til Justin Timberlake. Den brede appel er vigtig for Tailors. Det samme er det at optræde, så publikum ikke bare hører musikken, men også mærker orkestrets glæde ved at spille den. Tailors går efter at komme så tæt på originalversionerne som muligt, men showet er helt deres eget.

Både setlister og optræden bliver nøje sammensat efter, hvilket arrangement der er tale om. Tailors har prøvet det hele og har stadig smag på mere: Halballer, byfester, firmafester, større private fester.

Dette er trioen, der lyder af mere. Takket være lidt teknisk snilde, så lyder Tailors som et større orkester, men det tager ikke noget fra hverken den musikalske oplevelse eller bandets evne til at komme ud over scenekanten. Musik skal ikke bare høres – det skal mærkes.