Souvenirs

Souvenirs slog igennem i 1994 med mundrette, poetiske og sært socialsurrealistiske tekster på dansk. Kombinationen af Nils Torps melodisk sikre pophåndværk og Bondes næsten bevidst uskyldsrene sopran skaffede Souvenirs et gennembrud hos både publikum og anmeldere, som de siden konsoliderede med en række hitsingler og et utal af liveoptrædender over det ganske land. Med udgangspunkt i landsbyen Suldrup i Himmerland har gruppen formået at gøre sig til talsmænd for livet i provinsen uden at snobbe hverken op ‐ eller nedad. Deres tekstunivers er præget af en lun og underspillet solidaritet med såkaldt almindelige danskere ‐ der sjældent er så almindelige endda.

Gruppen har en lang række hits bag sig så som “Han tog et nattog”, “Jeg troede at du var hos Mikael”, “I et sommerhus” og “Jeg hader Susanne”, og har formået at holde sig fri af kreativt dødvande. Bl.a. ved hele tiden af forny sig og relancere sig i nye sammenhænge, har Souvenirs bibeholdt en imponerende koncertaktivitet. De har spillet på alt fra Rockshow over sommerfestivaler til kirker, byfester og cirkus. Intet er tilsyneladende umuligt for energiske og originale Souvenirs.