Ivan Pedersen m/trio

IVAN PEDERSEN
Foran ”DANMARKS NÆSTBEDSTE TRIO”
Turnerer forår 2026
Den grammyvindende Singer-songwriter har været i gang i to menneskealdre, men har stadig hjertet med,
så pension er ikke lige op over, for dansk musiks Grand Old Man, Ivan Pedersen.
Med et så mangefacetteret generalieblad af aktiviteter i musiklivet bag sig (se herunder)* som Ivan har, ville tanken om tilbagetrækning efter 60 års professionelt virke måske ikke forekomme så fjern, men som sanger/ sangskriveren selv siger: ”Så længe jeg kan levere en melodi og tekst fra scenen, så folk hører efter, og at ingen fra publikum bagefter kommer op og siger til mig, at nu er det tid at stoppe – så vil jeg fortsat opleve koncertlivet givende, ligesom det, at skrive ny musik og sange, stadigvæk giver mig en enorm glæde”.
Den superstramme trio bag ham: Danmarks Næstbedste Trio: Sten Rasmussen, Troels Skovgaard og Søren Skov, musikere der gennem årene symbiotisk næsten er groet sammen med Pedersen, giver disse sange al den dynamik, nærvær og finesse i detaljen, som samspillet med salens publikum indbyder til, og som fastholder tilhørernes fascination.
Det lille band er forkælet med super engagerede, trofaste fans i hele landet, men vinder hele tiden nye. F.eks. har Ivan på sin FB-væg kunnet finde følgende kommentar fra en glad tilhører til en af sidste års koncerter:
”Hvis vi havde vidst, at I var SÅ gode, så havde vi sørme glædet os noget mere!”
På forårets landsturne´ kommer man i repertoiret til at genhøre gamle kendinge fra Ivans lange forløb, plus naturligvis sange fra det seneste album, samt musik, bandet har gået og puslet med, og som med god sandsynlighed vil være i rotation på relevante medier op imod turstart. Og hvem ved snart, hvad der i øvrigt kommer til at ske musikalsk?
Som Ivans 2017 selvbiografi, der er på mere end 400 sider, afslører, så er han jo ikke en mand af få ord, så som regel disker han til koncerterne op med små courserier – sande og opdigtede – om snart sagt alle aspekter af livet, ofte afsluttet med bidske, kærlige pointer. Vi kan se frem til en aften med grin, varme smil, men bestemt også alvor – og ind imellem gåsehudsfremkaldende musik-øjeblikke, for ja, – der findes jo ind imellem individer på den danske musikscene, der reelt kan ”bære en melodi” og det KAN denne sanger/sangskriver i hvert fald. Måske skal tilhøreren forberede sig på også lige tørre en forræderisk tåre ud af øjenkrogen, mens man smånynnende går hjemad fra koncerten.
Ensembler gennem tiden: McKinleys – Cheeky – Laban – Poul Krebs og Kavalleriet – Moonjam – Ivan & the Small Wonders – Backseat Boys – og NU her Solo foran Danmarks Næstbedste Trio – Sing Sing Sing – Jubilæumsbandet – Things We Do For Love – AKADEMIET – og senest i fast duet med Nanna Larsen
Musikken: Mere end 700 registrerede sangtitler hos Koda, mere end 30 udgivne albums ´, herhjemme og i udlandet, korsanger på mere end 50 danske albums, i 1986 placeret på Billboards Hot 100 histliste, Ivans musik er udgivet i 41 lande,
3 x ugens uundgåelige på P3, samt 3 x årets mest spillede sang i DR.
